En krage er endnu ikke blevet set lave en TopGunvending over et møbeldepot, men Ernst lover, at det sker inden julebryggen går af mode som hellig gralvand hver november. Det er vi mange, der glæder os til. Arne Melchior har lovet at det bliver rigtig rigtig godt, for han opdrætter selv krager og udtaler: Det er herrespas - selv uden forhud og bordpynt på hovedet. Herfra tages dog et enkelt forbehold. Arnes alter-ego født for meget lang tid siden i en galaxe meget langt væk (men ikke langt nok) og aldrig siden set (heldigvis) har efter sigende pruttet en radiobølge, der udbreder sig i hår såvel som i tid (inkluderet er tidsafhængig pertubationsteori). Den skulle nå jorden i rottens år, hvilket blot er en anden måde at sige: ingen aner, hvornår det begynder at lugte i kode. Indtil da må I spise godt med agurker og huske på, at Arne, det er ikke noget man hedder, det er noget man er - også uden forhud og med bordpynt på hovedet.
Karl den stores tre store sønner ridder Tarmulph, ridder JernKranz og ridder Ringraphte kom gående henover den arktiske slette betragtende isbjørne igennem deres særlige monokularer af mærket NelsonTM. Således spejdende opdagede ridder JernKranz med det smukke hår en buffet i det fjerne. Agurkesalat. Ridder Tarmulph havde i sagens natur spist en del bønner, og selvom han vidste meget om penge - en art hobby for ham - så var der alligevel ingen, der rigtigt kunne lide ham. Han var ikke en helt. Ridder Ringraphte var metrosexuel. De omringede hurtigt buffeten og mæskede sig med agurkesalat. Dejligt var det. Der var nemligt også en del kaphphe af mærket Max Haavaalaaaar, det er nemligt lavet af børn, som får penge for det. Og penge var som bekendt ridder Tarmulphs hobby. Ikke den eneste hobby, men klart den vigtigste for ham. Ridder Ringraphte var Metrosexuel.
Karma Chameleon var en femme fatale ude vestfra. Hun havde gratis forbindelser til mafiaen, så hun kunne få gratis rabat på pizza, og iøvrigt have sex med zombier i Tjernobyl, som det sig hør og bør. Hun sang en sang så smuk, som månen er langt væk. Og alle tre riddere hørte sangen spisende bønner og kartophphelmos med agurkesalat - og ridder Ringraphte var metrosexuel uden hotdog. Very hot. Han sang igen, et svar, han havde nemlig en smuk baryton. Han tænkte på sin far og hans enorme lokum, som altid var fyldt til randen med det arveste lort. Han skulle nemlig skide, det skal de metrosexuelle nemlig også. Karma Chameleon eller bare Leon, som hun blev kaldt på det lokale bordel i radioaktiv narko, sang det skønneste de tre riddere havde hørt, altimens ridder Ringraphte sang med. Ridder JernKranz med det smukke hår beskrevet ved en art tidsinvariant pertubationsteori: bølger der udbreder sig i hår og ikke i tid, karakteriseret ved en række meget konstante egenværdier, satte i let løb, og det så godt ud. For pæn, det var han. De red på deres kameler i det man på den tid kaldte fuld galop. De ville hen til Leon med den smukke stemme. Så smuk var den. Og forførerrisk.
Hvem var denne Leon - denne kamæleon. De tre riddere ærede deres far og red til, som man siger. De ænsede intet, og det til trods for at en chauffør var blevet fængslet i Bangladesh for at dyrke sex med en kamel. Islamisk lovgivning krævede, at kamelen blev aflivet. Noget der ellers burde interessere dem alle. I hvert fald ridder Ringraphte, som jo som bekendt var metrosexuel. Og ny forskning viste at Jessica Biel er hottere end Angelina Jolie. Alt dette ligegyldigt. De higede efter Leons skønsang, og lidet vidste de, at det ville blev deres undergang. Leon var nemlig ikke bare en smuk jomfru med store bryster. Det var et såkaldt skalkeskjul. De forfulgte Leon, der nu havde sat sig i bevægelse. De forfulgte ham ned under jorden ned i en art hule, en meget rummelig sag, med plads til det hele, store lagre af agurker! Til agurkesalat!
På den tid var det almindeligt anerkendt, at Satan ubestrideligt var den bedste til at lave agurkesalat. Sådan var det bare. Det var ikke noget man talte om, det var som solen på himlen, noget der bare var. Og Leon var manden med de 999 ansigter, han var budbringeren, han var det onde selv. Leon var (og er) Satan. Ikke godt. Og han lokkede de tre små riddere ned i helvede, hvor de blev tortureret for tid og evighed, hvilket er meget længe, selv sammenlignet med en millard år. De var ubetænksomme, de var lidt dumme. De burde have tænkt sig om. De burde have vidst bedre. Den sang som Leon sang for dem var ikke en skønsang. Den gav dem glæde på en retroagtig måde altimens de glemte, at de heller ikke kunne lide 80erne dengang de var der.
Og så vidt vides så brænder de stadig op i helvede.
Den 5. marts 2003 brød helvede løs ombord på ubåden Pskov af Sierraklassen. I tørdok på et skibsværft imellem Murmansk og Severomorsk. Ombord udbryder brand - store flammer - man fandt aldrig ud af hvorfor. Her er den sande historie om hændelsen.
En neger fra Afrika havde været henne i nærheden dagen før. Han var ikke blevet set, men han havde altså været der. Det er svært at beskrive en mand, som man aldrig har set. Jeg ved det ikke. Han var ligesom ikke rigtig neger alligevel. Han var sort i huden, men bleg. Han var sortklædt i det sorteste sorte. Og han smilede. Men det var ikke et venligt smil. Han blev ikke set, men jeg ved han var der. Han havde været inde at pille ved den store ubåd. Han havde i den forbindelse dannet en ny forening - en art proktologisk selskab - hvis erklærede formål det var, at revolutionere dansk kloakering. En fuldstændig nyskabelse, som har fået arbejdstitlen: Århus Sporveje. Lag på lag af bedrag og skulte dagsordener.
Og det påfaldende er at Arne Melchior intet har med det at gøre. Han er uskyldig, eller i hvert fald så uskyldig som man kan være med det hår. En særlig bølge af lort - eller rettere en enorm fækaliær tsunami - som vælter ind over det hele og smadrer alt på sin vej. Ja, der er meget lort i omløb. Som den opmærksomme læser sansynligvis har gættet, så er den sorte mand naturligvis Leon - ikke at forveksle førnævnte Arne Melchior. Leon, hvis sande identitet er kendt af de fleste, har, værende den han er, automatiseret den del af det, der handler om helvedes ild - de klassiske flammer, der brænder slemme folk op på smertelig vis i helvede. Man har traditionelt set en ide om, at helvede ligger i nogle huler nede under jorden. Men helvede optræder i de særeste former de særeste steder. Du kan aldrig vide, hvor det opstår.
Branden blev slukket og kun en person døde under hændelsen. Derfor blev det kun kategoriseret som en hændelse. I traditionel militær tænkning skal man op på et tocifret dødstal, før man kategoriserer det som en ulykke. Den afdøde var Kys-kys! Hanne, som var filminstruktør fra Kirgisistan. Nok mest kendt fra den socialrealistiske Farven Tis. Hun spurge tit: Hvorfor er det mig, der skal dø? Trist var det. Kys-kys! Hanne havde opdaget denne hemmelige og frygtelige plan, hun planlagde at svare igen. Hun kunne så godt lide rødbeder. Leon turde simpelthen ikke tage nogen chancer. Og så kunne han jo godt lide at slå ihjel. Især med helvedes ild. Så kys-kys! Hanne røg sig en tur. Og Arne Melchior opdagede som sædvanligt intet, selvom han stod og kiggede lige på det.
Den mand ville ikke kende ild, om han så brændte op i helvede. Og det kommer han til. Og det uanset at han hedder og er Arne. På den måde kan man sige, at der alligevel er en vis portion retfærdighed til her i verden.
Spørgsmålet er om der er en mening med det hele. Om den store skaber, hvem det så end måtte være, har eller havde humor. Et andet og mere påtrængende spørgsmål er om vedkommende overhovedet havde intelligens. Om vedkommende vidste, hvad vedkommende gjorde.
Christoffer Columbus blev af eftertiden tilgivet, fordi han ikke vidste, hvad det var han gjorde, da han opdagede Amerika. Men er det altid sådan at dumhed undskylder alt? Måske er det bare en stor og smertelig vittighed, der er blevet spillet på os. Prøv at spørg Leon! Slaget der skal ende alle slag er nu blevet slået. Og der er ikke nogen vinder. Alle er døde. Eller rettere begge deltagere er døde, og det uden at alle slag er endt. Den ene i den gode sags tjeneste, en art sandhedsdiscipel, og den anden døde for det onde. Dette meget ukonkrete, det onde, har vi, hvad vi selv kalder en klar fornemmelse for hvad er, men det viser sig, at denne fornemmelse, eller hvad vi nu kalder det, mildest talt er meget uklar. Hvem kan i virkeligheden se forskellen.
Og hvad er dette ondes dagsorden? Selvom Kys-kys! Hanne er død for vores sag - hvilket sagtens kan lade sig gøre, uden at tage alles synder på sig - så er dette onde der stadigt - mere uhåndgribeligt? Måske. Men symptomerne er helt utroligt håndgribelige. Når den ene går af, kommer der altid en ny. Og det onde, som er aktivt i øjeblikket er altid det værste. Sådan opleves det i hvert fald.
Det gamle ord siger: Kært barn har mange navne. Dette burde nok retteligen formuleres: Sært barn har mange navne eller måske bare: ondskaben har mange ansigter. Det kravlende kaos er bare et. Mange gaver er blevet os givet gennem tiderne - gaver, som vi har nydt godt af gennem alle tider. Alle tider har deres egne gaver, og disse gaver kommer gerne i klaser af flere. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor. Denne klase startede så vidt vides med grundlæggeren af Melchior-dynastiet: Bonus Melior Optimus - manden om hvem Winston Churchill sagde: Jeg tror de smed den forkerte stump væk, da de omskar ham. Han havde også et flot hår. Noget tyder på at denne klase er væk - erstattet?
Pointen er her, at vi kan kæmpe alt det vi lyster, men uanset, så vil kampen være forgæves. Der vil altid lige være et eller andet. En eller anden med en særlig gave, som vedkommende kan bruge til at forpeste livet for os andre - og iøvrigt for sig selv. Der er altid en ny, der er klar til at tage over med store evner og muligheder for at rage kastanjer ind i ilden. Derfor den megen lort i omløb. Disse ondskabens agenter kaldes i denne forbindelse for avatarer. En avatar er traditionelt set en inkarnation af en guddom, men det virker helt fint også at bruge ordet i denne sammenhæng. En avatar af det kravlende kaos: Leon eller hvad han nu kalder sig for tiden. Og han tænker på sine små avatarere, som sine små børn. Og disse små ondskabens agenter bruges til at tilfredsstille hans sære humor, som primært går ud på at lede mennesket i fordærv. Og det mest perverse ved det hele er, at han lader os se, hvor det bærer hen af. Den støste af alle gaver er netop evnen til at se vores egen undergang. Menneskehedens store kollektive nedstigning i helvede.
Og hvad kan vi gøre?
Skal vi forsøge et håndtere denne nye avatar? Gider vi?
