Der var engang et land ovre østpå som hed Vasiljevitjgogolistan, hvor solen altid stod højt, kornet modnedes lynsnart og skøgerne foretrak den evige diskussion om Goldbachs postulat fremfor snart sagt hvad som helst. I dette ganske lille land ovre østpå verserede der i det herrens år 1748 en frygtelig fejde folk iblandt. På den ene side var der dem som mente, at gløgg, som var stridens kerne, var en varm drik af rødvin med rosiner, krydderier, sukker og mandler tilsat brændevin eller cognac; og på den anden side var der dem som gik i den helt anden grøft og hårdnakket påstod, at der tværtimod var tale om en kold drik af hvidvin uden rosiner, krydderier eller mandler, ikke tilsat hverken brændevin eller cognac - men dog med rigeligt salt.
Nu var det således, at der i Vasiljevitjgogolistan boede en bonde, den brave Nikolajevitj, som var en alletiders flinke fætter og ivrig dværgpalmeopdrætterbonde, og han så hvorledes det folk, som han holdt så inderligt meget af, var ved at forvandle sig til to uforsonlige parter. Den ene part sagde "mmm...hvor varm er dog ikke den drik", den anden sagde "uuuh...vi fryser af denne drik som er kold". Men den djærve Nikolajevitj ville vide, at sådan skulle det ikke være: "Ikkenikkenejevitj", klynkede han til sin kone, Candy, netop som hun kom hjem fra en lang dag i nabobyen Kolkhosenidjan. "Ikkenikkenejevitj", jeg vil vide, sådan skal det ikke være. Dette elskelige folk skal ikke strides og skilles som rette ægtefolk...jeg kan ikke ha' det", klynkede Nikolajevitj. Sådan blev det aften over det lille hjem hos Nikolajevitj og Candy, uden at solen lagde mærke dertil, men dog var tingene endnu ikke helt som de skulle være.
Da morgenrøden grød, eller hvad det hedder, over det lille hus, og de to ægtefolk sad overfor hinanden ved bordet til en god gang morgengrød, var intet længere som før. Candy sad med ansigtet hvilende i sine hænder og smilede henrivent til sin brave og djærve Nikolajevitj. Thi gensynets glæde og visheden om den uro, der nu prægede Visiljevitjgogolistan, havde forenet de to i alkoven om natten. Snart gik det rygte, at hos Nikolajevitj var der sandelig noget i grøde....og sandt som sagt, for der gik ikke længe før Candy kunne bryste sig af en ganske betydelig og til stadighed voksende topmave. Visheden om den længe ventede søns snarlige ankomst trøstede Nikolajevitj en kende, men så heller ikke en disse mere. For stadig var der noget der tryggede ham, stadig gik han hvileløs rundt og mumlede, stadig åd han beskøjter og honning i et væk. Det var selvfølgelig den krigeriske stemning som gløggfejden havde afstedkommet, der stadig ikke huede ham. Han besluttede (endnu engang idet han nu havde glemt, at han allerede havde taget den beslutning én gang), at sådan skulle det ikke være. "Ikkenikkenejevitj," mumlede han, "således skal det ikke være, for pokker da også. Hvis bare man kunne finde en måde da osse...". Og sådan kunne han blive ved. Og ved og ved og ved. Og ved og ved og ved og ved. Indtil hin skønne forårsmorgen hvor der omsider lød barnegråd i det lille hjem. Nikolajevitj sprang Peder Syvspring-dansende rundt og råbte "for hulen da osse" gentagent men ganske arytmisk, idet den nybagte fader for at sige det mildt ikke havde en god tone i livet. Candy selv var pumpet med valium og talte i sin barselsseng i vildelse om dengang hun trak vod og sankede kartofler i Kullen som lillebittebitte kønsløs pige.
Den lille nyfødte dreng, for sådan èn var han, voksede sig stor og lærte snart at lyde sit navn Levi Eshkol. En dag, dag Levi var et halvt dusin år gammel slap Nikolajevitj et øjeblik ungkreaturerne og betragtede sin søns leg. Uden at der var nogen som helst form for sammenhæng mellem Levis tåbelige og endog meget barnlige lege og den ide som Nikolajevitj nu fik, var beslutningen definitivt taget; han ville (nu for tredie gang) ikke længere finde sig i at det skulle være sådan. Ikkenikkenej og så videre....
Således gik det for sig, at den stolte fader arrangerede et kæmpestort næsten huge drikkegilde i byen, hvor de stadig stridende parter kunne finde sammen om fuldskabens umådelige glæder. Som sagt så gjort. En herlig skærsommerdag, 7 dage før Kjørmes Knud og 7 dage efter Valborgaften (helligdagene lå lidt anderledes dengang) var det et vældigt skue i Vasiljevitjgogolistan. Fra den dag og frem var fejden om gløggens sande væsen ikke længere et problem; for jo mere gløgg man drak, desto mere forvrøvlet og løsluppen blev snakken, såsom "rend mig i røven"- og "slik fitte"-bemærkninger så sandelig også indikerer.
Endnu den dag i dag afholder man i Vasiljevitjgogolistan stadig daglige drikkegilder, idet fejden ellers igen blusser op; og den dag i dag kaldes traditionen for Levi Eshkol-dag, som et evigt skrækindjagende eksempel på hvad et tågehoved af en dværgpalmeopdrætterbonde kan få af aldeles tåbelige ideer.