Tusmørket faldt på. Stormen kom fejende ude fra øst og slog sin grå kappe ud over vandet og landet. Over enge og gårde, over buske og træer, over sovende småbyer, hvor trætte mennesker slumrede bag sten og brædder, der gav sig i den hårde kulde. Over udhusenes sammenhobede masse, hvor køerne halvt sovende lå i decembergalskab og tyggede deres drøv, medens frosten isnende trængte sig ind gennem utætte døre og vinduer.
I mørket over de hvirvlende skummasser i havnen kæmpede en ensom snestjerne, skarpere og smukkere, større og mere skøn end de andre snefnug. Længe holdt den sig svævende i luften, men til sidst forsvandt også den. Den var et tegn...
Mørket blev tættere og tættere. Snart så Torbjørn Ulv, den sidste ejer af Cigarruller Værkstedet, en af Østjyllands mindste butikker før den endte i et brølende konkursbo, kun stormens skygger, der jog afsted uden for vinduerne på "Den Røde Støvle" - denne lille og stærkt brune ildelugtende beværtning lå en sømandsvise og en spytklat fra havnens moler. Med sine bruntonede kroruder og orangegult brunmelerede gulvtapet var den et fristed for mangt en sjæl.
Ulv havde fornyelig begravet sin gamle far og overtaget hans endnu mere gældstyngede gods, Arnkil Gods, blot kaldet "Kran" af indforståede, så den voldsomme storm var symbolsk for Torbjørns sindsstemning denne aften. Ikke desto mindre kørte hans yndlingsudsendelse på Mor Karens røde transistorradio fra 1982; den med dobbelt kassettebåndafspiller. Udsendelsen hed: "Hunden glammer på Färneberg", og lige netop denne direkte fremragende føljeton i 102 dele fik altid Ulv til at mindes sin lykkelige barndom på Kran Gården. Han faldt hen i lykkelig slummer og mindedes i indre mentale billeder, hvorledes han altid plejede at drive køerne over markerne ned til den gamle dam, der blev kaldt "Dammen" af de lokale småbønder i regionen. Her legede han med musetrapper og brandnælder og løb med sin unge, brune spændstige og langlemmede krop rundt i en ungdommelig rus af iver og glæde, hvor livet syntes, at skulle vare lykkeligt lyst i evighed. Ulv så pludselig sin yndlingsko, "Diam", for sig, den med de grå mugpletter på siden og de skæve horn, men billedet drev langsomt bort og sløredes ud og blev endelig transformeret til Mor Karens vuggende, enorme bagdel, der langsomt bevægede sig væk fra det ene af bodegaens kun to borde. Hun sendte den askegrå og krumryggede hr. Svendsen ovre i hjørnet ved rummets andet bord, også kaldet "Svendsens Pukkel", et venligt nik som tegn på, at den næste kolde var på vej til ham fra hans eget specialskab ude i baglokalet. Så dèr gik hun videre ud, da hun havde lukket barens vippedisk ned efter sig.
Torbjørn Ulvs blik gik fra Mor Karen over hr. Svendsen, der sad mumlende nogle uforståelige sandheder, til den mørke og firskårne mand ved bordets midte, van der Eindhoven, som han hed. Han var bestemt ikke nogen venlig mand. Han var kommet på bodegaen hver dag i længere tid end nogen kunne huske - undtagen Svendsen selvfølgelig - og han nærede en så udtalt mistro til alt og alle, at det var påfaldende. Men lune øl, viser og brok kunne han godt li', og når han så endelig brød ud i stedets nærved legendariske fællessang, "Smeden på Stavnäs", ja, så faldt de alle tilhobe alligevel ind efterhånden, som versene skred frem. For var der noget, man bestemt ikke kunne forklejne den ondsindede og smådeprimerede van der Eindhoven, så var det, at manden skam kunne slynge sig en vise i tide og utidig tide. Visen gik for øvrigt således (med alle 3 vers, frit og try(g)kt efter originalversionens tekst og musik af William Klejn Handsbeck, 1889):
Denne vise kunne en sen nattetime hensætte hele klientellet (minus hr. Svendsen naturligvis) i ren ekstase, og de sang den atter og atter; og så på ny og atter. Af andre populære viser og slagsange bør tillige nævnes: "En skrigende Svend", den højdramatiske "Sælfangsten", som i øvrigt påkrævede nogle yderst kraftige slag i bordpladen med skohælene især af den smilende og storleende Mor Karen ved bardisken som symbol på, at nu fik sælen revet underkroppen midt over af en glohed isnende blå dræberharpun, "Anna Maria staar Brud" og endelig "Mødet med Inger", der ligeledes altid gik klokkerent ind i deres fælles bevidstløs(el)hed. "Glædens Kvadrille" var for resten heller ikke at betragte som en direkte ligegyldig sang i kredsen; tillige med "Skyggedansen", som var kendt som titelmelodi fra den førnævnte radioudsendelse "Hunden glammer på Färneberg".
Ud over at synge og drikke de øl som Mor Karen lunede i armhulerne og under varmelamper, yndede kredsen at betragte de evige fejder og skænderier, som gik for sig mellem van der Eindhoven og den førtidspensionerede garver Lumholdt. Lumholdt, der altid følte en umiskendelig trang til at brække sig, når han så direkte på van der Eindhovens lille grimme væsen med de skeltilflagede snævre og kroget forslidte skuldre. Der var altid denne inddeling i to slags, Eindhoven vs. Lumholdt, B.T. vs. Ekstra Bladet, hr. Svendsen vs. De andre, lune øl vs. kolde øl, Richard Ragnvald vs. Jodle Birge på den røde transistor, kaffe vs. myntethe osv. og osv. Sådan var livet dér, delt i to halvdele, som alle andre steder i verden. Hvem man holdt med, afhang helt af de diskuterende personagers vilje til at pøse forlunet øl i svælget på de "modige" rygklappere.
Denne sene vinteraften, hvor flagerne slog mod den bruntonede ruder, kaldte på atter og endnu en diskussion mellem den skovmandsskjorteklædte Lumholdt og van der Eindhoven med det ølfedtede hår. Man debatterede og råbte op om Torbjørns Ulvs fornemme arv. Ulv selv vågnede nu 100% af sin erindringsdøs og applauderede og støttede flittigt-ivrigt van der Eindhoven, der oftest havde overtaget i disse diskussioner, som var faste indslag i løbet af en dag og nat på "Den Røde Støvle". Hr. Svendsen slap pludseligt en kort og koncis vind ovre fra sin plads ved det faste bord, hvilket fik forsamlingen bragt til en kort tavshed. Man lyttede med andagt efter dette signalhorn... hvorefter Mor Karen straks hentede en af de koldere ude i baglokalet. Der brøltes derpå videre i den samme diskussionsrille/-iver. Ulv gav nu, opgejlet af van der Eindhoven, indtryk af, at hans arv var ganske betydelig og sådan at kimse ad, hvilket han straks anklagede Lumholdt for at gøre.
"Du kimser, dit bæst!", snerrede Ulv. "Ja, du er og bliver for evigt et lokum!!!", brølede van der Eindhoven efterstillet, medens skællene fløj om ham som støv under en lampe i modlys.
Lumholdt drejede nu en smule forvildet emnet væk fra selve arvens størrelse eller ikke-størrelse og begyndte at efterlyse betydningen af ordet "Kran".
"Hvorfor kaldes gården for "Kran"?", spurgte han med et lidt indsmigrende smæk med tungen. "Det er ikke en gård, det er et gods!!", råbte van der Eindhoven, hvilket fik Ulv til at nikke billigende. Men efterhånden som det hele løb ud i sennep og ingenting, gik det op for dem alle, at de ikke formåede at opklare tilnavnets oprindelse. Der kom mange forslag, selv Mor Karen deltog med et indlæg om snaps fabrikeret på slåenbuske fra Øresund, der nu egentligt syntes yderst relevant. Det var alle klart enige om. Mor Karen var en vis kone og en gave fra guderne. Men længere hen under natten kom man ikke "Kran" nærmere. Var det et navn? Var det en person? Var det noget man kunne søbe noget op med? Hvilken farve havde den/det? Ulv selv kunne ikke svare og lod blot van der Eindhoven føre sproget, så sikkert som det nu lod sig gøre. Men så skete det...:
"Driver dug, falder regn",
udbrød hr. Svendsen pludseligt med en mærkværdig pibende muselyd ovre fra sit bord, hvorpå han ræbede højlydt, som han meget hyppigt gjorde. Det var første gang i 3 ½ år, han havde udtalt en meningsfuld sætning. Derfor måtte den simpelthen bære en voldsom betydning. Det var de alle enige om. Stormen gav et voldsomt ryk i vinduerne, der dirrede et kort øjeblik som flasker i en Soda Stream sodavandsmaskine, hvorefter de atter faldt helt fladt til ro. Man nåede i kredsen efterhånden frem til at "Kran" måtte have været en person; altså en hr. eller fru Kran. Dette sluttede man ganske enkelt ud fra hr. Svendsens visdomsfyldte gåde. Andet kunne man simpelthen ikke forestille sig.
Den mutte og arbejdsløse maler, Måns Germund, tog et stykke papir op af sine hvide smækbukser med de spraglede malerpletter og rakte det til Lumholdt:
"Her skal du se!", sagde han med en, for en gangs skyld, selvsikker tone. "Det er en tegning, jeg selv har lavet."
"Den er flot", udbrød Lumholdt og sendte den rundt til de andre, der sad rundt om bordet.
"Ja", sagde Måns og puttede den i lommen igen.
Timerne gik, og man drak tæt og glemte efterhånden alt om "Kran"-myten, hvilket skabte en næsten hyggelig ro blandt gemytterne. Men for de selvsamme rosøgende gemytter, var det en stakket frist. Snart skulle det vise sig, at netop denne dag og nat skulle blive skelsættende for hele selskabet (undtaget naturligvis Svendsen). Netop denne dag og nat skulle demonstrere fuldt ud helt præcis, hvor ond og nederdrægtig van der Eindhoven var.
Et kort øjeblik var det som om tiden stod stille - tid og rum fixeret - i hvad der syntes en evighed - måske fordi tiden lod til at stå stille. Efter denne tilsyneladende evighed gik tiden dog i gang igen og for så vidt vides fortsatte ufortrødent. Men selv denne formildende omstændighed var - omstændighederne taget i betragtning - lidet formildende. Den ændrede ikke det mindste på van der Eindhovens ondsindede plan. En plan som de andre snart skulle få at føle på deres spinkle og efterhånden lidet behårede, men dog alligevel ølduftende kroppe. En selviskhed og gemenhed, der ville have gjort selv den lokale bankfunktionær misundelig. "Hvilken utrolig ondskab", sagde Lumholdt ofte og længe. Og om det var der megen enighed - undtagen selvfølgelig Svendsen.
Svendsen sad blot og sad, måske konspirerede han - måske ikke. Det var der ingen der vidste - undtagen selvfølgelig Svendsen.
I van der Eindhovens hoved var planen sat i værk og nær sin fuldendelse. En plan han havde udtænkt i ondskab, fordi han var ond, bare for at være ond. "Det er ægte og ufortyndet ondskab", sagde Lumholdt ofte - hvortil van der Eindhoven i regelen svarede (med brysk og barsk stemme): "Smiger bringer dig ingen vegne", en fremragende lejlighedssætning, han engang havde set på film. Han var ikke helt klar over betydningen, men det fremprovokerede en ret fantastisk effekt. De andre stivnede og størknede i deres laden, undtagen Måns Germund, der langsomt begyndte at sitre. Det var ikke godt, det var de alle klar over.
Van der Eindhoven lo ildevarslende og lidt hånligt ved tanken om det nært forestående. Effekten var så meget større fordi Mor Karen i samme øjeblik var ude i et tilstødende lokale at lade vandet. Måns Germunds øl var tom, og Mor Karen var på toilettet. Van der Eindhoven tav, og de overvejede alle betydningen af denne nye situation, alt imens Dødsstjernen langsomt, men sikkert nærmede sig jorden.
Van der Eindhovens plan var simpel, men genial i sin simplicitet. Han ville overtage og styre verden i ondskab. Det kunne han jo ligeså godt, tænkte han, når han nu alligevel var så ond. Dødsstjernen var mere et middel end et mål - målet var verdensherredømme. Sådan var han nemlig. Dødsstjernen blev via et kontrolpanel styret af George Bush den ældre. En tilsvarende ond herre med ekspertise i stjernestyring. En ekspertise han havde udviklet i samarbejde med sin mellemleder, Gerhard Hücksbolds, der ombord var ansvarlig for personale- og kundepleje. Hans ondskab manifesterede sig ved den måde, han syltede sager på. Han var projektansvarlig og dygtig udi Quake III. Alle filantropisk eller bare venligt mente projekter blev modtaget med kyshånd og derpå syltet. Der skete der aldrig noget godt ombord på Dødsstjernen. "Det er noget af det, vi skal til at kigge på", sagde han ofte, med slet skjult ligeglæde. Som mellemleder var han mellemnotoriøs, for ikke at virke rivaliserende på George Bush den ældre og i særdeleshed på van der Eindhoven. Og det var derfor han havde fået den stilling. "Jeg skal bruge en mand uden visioner, en mand der ikke kan sætte sig igennem, for derigennem opstår rigtig ondskab", havde han sagt til George Bush den ældre; og George Bush den ældre havde bragt ham: Gerhard Hücksbolds.
Døddstjernens mission var at flyve til jorden, og med sin særlige super-laser, at skyde Lumholdt i benet, så van der Eindhoven kunne få ro længe nok til at overtage verden. Van der Eindhoven smilede ved sig selv og ved tanken om den ubegrænsede ondskab han bar rundt på. Ulv flyttede sig nervøst på sin stol og drak ud. Han tænkte på sit enorme gods - godset hvis jorde han havde givet van der Eindhoven tilladelse til at lande sin døddstjerne på, en tilladelse han havde givet for at blive skånet i den nådesløse kamp, som måtte komme, og som han var sikker på van der Eindhoven ville vinde. Ulv var gået udenom Lumholdt, hvilket var noget af en satsning, i den forstand, at han jo ikke kunne være 100% sikker på at van der Eindhoven ville vinde. Men det var en ting han valgte at se bort fra. "Det vælger jeg at se bort fra", sagde han - mest til sig selv.
Hvem Måns Germund ville satse på en den kommende krig var endnu uvist - mest fordi ingen havde gjort sig den ulejlighed at spørge ham, nogle mente endog at hans støtte ville være ligegyldig. Det var alt sammen meget, meget uklart. En ting som kunne blive udslagsgivende, og som de alle tænkte på med ærefrygt, men som ingen af dem vovede at ytre var: Svendsen. Eller nærmere Situationen omkring Svendsen. De var naturligt nok alle meget bange for Svendsen, og ingen af dem vidste om Svendsen ville bryde sin ellers så fuldstændige og evige tavshed endnu engang og vælte hele magtbalancen på "Den Røde Støvle". Denne dag og nat var den første nogensinde, hvor nogen af de tilstedeværende havde hørt Svendsen ytre noget som helst. Og de var alle lidt usikre på betydningen af dette. Derfor var netop denne face i konflikten meget speget. Selv den onde van der Eindhoven var lidt usikker på situationen. Han genovervejede mulighden for sikre sig Måns Germunds loyalitet. Henvendt til denne sagde ganske pludseligt og lidt mere voldsomt end han havde tænkt sig: "Skal vi gå ud at pisse over kors?" Dette var ganske uhørt på "Den Røde Støvle". Man pissede aldrig over kors, og da slet ikke med van der Eindhoven. Alle tavs de ganske brat og stirrede på van der Eindhoven. Selv Svendsen ved det andet bord stivnede, men han sad altid fuldstændigt fixeret, så det var ikke sikkert, at det havde nogen betydning.
Ganske overrasket over denne nye drejning, halvvejs i chok, og derfor ude af stand til at tænke klart indvilligede Måns Germund. Van der Eindhoven smilede nu både indvendigt og udvendigt - men dog stadig meget ondt. Alt gik som han havde regnet ud, at det ville.
At Måns Germund nu skulle blive nøglen til sejr for den ene eller den anden part var noget ganske uhørt. Måns Germund blev af de andre betragtet, som en rar men ret ligegyldig fætter. Han kom sjældent med de store initiativer - i modsætning til resten af selskabet - og når de endeligt kom, var de i regelen lidt ligegyldige. "Jeg mener helt bestemt, at din tegning er flot", sagde van der Eindhoven nu, mest for at indsmigre sig. "Jeg vil nu forme Måns Germund i mit eget perverterede billede", men det var kun noget han tænkte.
Til trods for det var det en fejl. Måns Germund tænkte nemlig også - noget van der Eindhoven slet ikke havde taget i betragtning. Han troede slet ikke den slags var muligt.
Men det var det.
At pisse over kors på "Den Røde Støvle" er aldrig nogen let sag. Måske derfor gjorde de det så sjældent. Herrerne van der Eindhoven og Måns Germund, vedtog blot, at det de her gjorde - herude på det lille(bitte) hus, var selvsamme at pisse over kors - selvom det for udenforstående grangiveligt så ud som om de blot pissede på gulvet og lidt på hinanden. "Det er sådan noget som dette, der binder os mænd tættere til hinanden", sagde van der Eindhoven og mærkede herved, hvordan hans plan var ved at lykkes. "Se, hvor jeg former ham", tænkte han - og George Bush den ældre, måtte give ham ret.
Ret snart skulle det vise sig, at Germund Måns blev nøglen til afslutningen af denne destruktive konflikt. Han kendte nemlig - i modsætning til hvad de andre troede - sagens rette sammenhæng. Sagens rette sammenhæng var skræmmende og mærkelig og kun måske sagens rette sammenhæng. George Bush den ældre var faldet i en vulkan som spæd, og har siden måtte benytte pacemaker, hvilket har givet ham en meget karakteristisk dyb stemme. Og snart skulle Germund Månds sande tilhørsforhold i forhold til konflikten afsløres med al mulig tydelighed.
Efter samtalen småluntede han tilbage i stuen småpissende på gulvet idet han endnu ikke var færdig. Mor Karen udbrød uvilkårligt: "Hov, hvad er det du har der, er det et cykelstyr?"; men de andre hørte intet. Germund Muåns kiggede sigende på Lumholdt og tænkte en tanke. Det gav et sæt i Lumholdt, idet han som sagt ikke var vandt til den slags fra Måns' side. Lumholdt antog en snedig mine, og det var i sandhed en sjældenhed. Det forstod ingen af de tilstedeværende, undtagen naturligvis Svendsen. Den gamle garver-Lumholdt, var stor tilhænger af middelalderlitteratur til trods for det at han intet vidste om det - eller det vil sige næsten intet. Han resiterede ofte vise om Ridder Fulbert og Beatrice, mens han kærligt sad på toilet. "Aldrig er man så middelalderagtig, som på et lukom", sagde han af og til til sig selv. Det finurlige ved visen var, at endskønt Ridder Fulbert var meget ung, vel omkring de 17, ja så var Beatrice så meget yngre. Hun var et rent barn. Som det fremgik af visen havde de leget som børn på borgen, hvilket vel nok skulle forstås på den måde, at Ridder Fulbert var barn - og Beatrice var spæd. Det var lidt problematisk, men dog ikke så meget, som det ville have været, hvis det var sket i dag. "Og det er det, der er så fandens spændende ved middelalderlitteratur", tænkte Lumholdt.
Men der skulle handles hurtigt, for ifølge Germund Måns, var dødsstjernen nu meget nær. Heldigvis for ham, havde Lumholdt også en slags rumalieret: George Bush den ældres søn: Goerg Bush-Walker den yngre, som var jediridder med spinat af den tredje grad. Denne Goerge Bush-Walker den yngre var en trænet X-flyver, republikaner og indædt fjende af sin gamle fader med den dybe - lidt sære - men dog fængslende stemme. Og sikken et held for Lumholdt, for Georg Bush-Walker den yngre fløj herefter ud i rummet og skød dødstjernen i stykker.
Nu kunne de alle slappe af og Svendsen slap en lille vind, altimens van der Eindhoven græmmede sig. Endnu en af hans store planer var nu skudt i sænk af den undermålende garver: Lumholdt.