"1933 var et meget spændende år for nazister", tænkte Tifany Schmidt-Jensen, betragtende isbjørne på den antarktiske steppe, "og et godt år - et spændende og godt år". Hun sendte en kærlig tanke til sit barndomshjem på krydset imellem Gedevasevej og Gedevasevej vs, hvor hun igennem 20 år havde ernæret sig som prostitueret. Nu var hun taget til Antarktis for at jage hvaler. Hun var ikke alene med isbjørnene. Med sig havde hun Egon Klaff, der var både spæk- og billedhugger, "vil du købe et billede", spurgte han tit høfligt anmasende, han havde megafonhår og lagde æg i flæng, men var ellers et dejligt og roligt gemyt, og så havde han et godt tag på sæler. Egon Klaffs bror Tjære, som var skorstensfejer i Malling og derfor kannibal, var også med, han havde skæg som ar efter de smårifter han fik under krigen, men han brokkede sig sjældent. Han sagde ikke så meget, men han havde en tatovering af en nazigul bil på sin venstre balle. Den sidste i selskabet var sabelkrigeren og hvalfangeren Helmuth Cool Lexmark eller Brødristeren, som han blev kaldt Han kunne bevare hovedet koldt - undtagen den gang han for vild i biskajen under midnatsmessen i Lyon, "der har jeg nok gjort i nælderne", sagde han - men det var dengang. Nu stod han blot med sit trænede hvaløje og skuede bekymret ud i horisonten. I det fjerne kunne han skimte en lille sort prik, der langsomt nærmede sig. Man kunne endnu ikke se, hvad det var. "Hmm", han hankede op i sin harpun-konsol og rynkede brynene. Han kunne ikke lide det. Tifany Schmidt-Jensen og Tjære var i mellemtiden gået i gang med at skænke fadøl op. "Nu ikke så bekymret Brødrister", sagde hun, "du er godt nok en rigtig krisalp". Hun grinede indforstået med Tjære, der var ingen af dem, der vidste, hvad det ord betød. Det betød nok ikke noget. Men det vidste Brødristeren jo ikke, han var fra Sibirien.
Egon skuede nu også ud imod horisonten, "den sorte prik er kommet nærmere". Han var også lidt nervøs nu, "mon det er en hval?" Pludseligt gik alvoren op for Tifany, hun så 5 pisse myrer stå på en drive og iagttage dem. Tjære var lidt fjollet han havde fået meget øl, "hvad der ikke kommer ud mellem baller og lår - det kommer ud som bylder og sår. Det sagde min far altid. Jeg har aldrig forstået, hvad han mente før nu", sagde han, og klemte en bums ud på gulvtæppet i igloen, hvor han boede. Og det gav ham ideen. Han ville lave mad på Mallorca, for derigennem at få en kort affære med Britney Spears, så han kunne føde hendes børn. Det var ikke en god ide, men det var den eneste, han nogensinde havde fået, så han holdt fast i den.
Imens afsikrede Brødristeren en af sine harpuner. Tifany var med et blevet helt ædru. Prikken var helt tæt på nu. Hun havde aldrig før set en prik så tæt på. Ildevarslende. De stod list, mens de overvejede betydningen af denne nye situation.
Fisk på isen er sjældent et godt tegn. Fisk skulle være under isen og det vidste Tifany ligeså godt som sine kumpaner; undtagen Brødristeren der ikke vidste den slags. Det var med fisk som med lort. Lort skulle heller ikke befinde sig på isen; i hvert fald ikke i de mængder der nu pludselig var. En meget brun og sprællende stemning havde lagt sig over indlandsisen og det var alt i alt ikke et særligt rart sted at være længere. -"Hvad nu?" tænkte Tifany. "Er dette enden?" Hun tænkte tilbage på den fjerne dag da hun som barn var blevet spået at hun skulle ende sine dage i fisk og lort. Det var langt fra første gang hun befandt sig i denne penible situation. -"Men idag er det anderledes" tænkte hun medens hun trommede let med pegefingeren mod sin perfekte trutmund, "Idag er det bestemt anderledes." Hun kunne ikke helt sætte fingeren på hvad det var der var anderledes, og det var nok heller ikke så vigtigt. Hun havde taklet lignende situationer på værre steder end dette og hun vidste nøjagtig hvad hun skulle gøre. Der var kun et problem; hvor skulle hun få 100 øl fra på indlandsisen efter lukketid?
Pludselig trådte Stripperkongen ind ad døren: -"I am George. What means directly?" sagde Kongen på dårligt engelsk og med kraftig græsk accent. Der var det finurlige ved Kongen at han kom fra en smålig kasse appelsiner, og derfor havde svært ved at forligne sig med sin mor, deraf den græske accent. (red.) -"Han har også en søn der hedder Michael" sagde en stemme i Tifanys hoved. Selv sagde hun på sit bedste skoleengelsk: "How do you do? Har du slugt en flue?" Lugten af fisk og lort lå som en ildevarlsende knyttet udgave af kaptajn Haddock over isen.......
"Sjáldan kemur fluga i feiga manna fat", brølede Stripperkongen George, idet han for at sige det mildt var en hel del bedre til gamle færøske mundheld end kraftig engelsk med dårlig græsk accent. "Hvad i helvede skal det nu betyde?", spurgte Brødristeren kokrød i knæet. Der gik nu henved trende døgn hvor adskillige løsningsmoduler føg gennem den kolde indlandsluft. Det forekom alle ekspeditionsmedlemmer at det jo nok var noget temmelig vigtigt, der måske kunne forklare de seneste dages besynderlige oplevelser med prikker, fisk, lort og pisse myrer. Tifany Schmidt-Jensen foreslog at det vel nok muligvis efter alt at dømme betød noget i retning af "jeg elsker miniskørts fra Mary Quant", Helmuth Cool Lexmark lagde muligheden "det er let at båse for ufødt kvæg" på bordet, mens Tjære fik sit livs anden ide og valgte "Fuck off, notcase" som sit bud. Og hver gang måtte Stripperkongen afmægtigt ryste på hovedet og undre sig over hvordan helvede de overhovedet havde fundet indlandsisen. Egon Klaff foreslog Tifany at de skulle toaste noget vanilje, men det havde ikke rigtig noget med sagen at gøre.
Solen var nu gået op og ned trende gange og den lille kreds var godt bedøvet af stanken i den lille iglo. Så skete det: pludselig bankede det på døren. Tjære, som stadig var jævnt bedugget, råbte prompte: "Kom indenfor. Du kan stille skoene ovre i hjørnet." Men der skete ikke noget. Stilhed. Ingen foretog sig noget, alle sad åndeløst og stirrede på hinanden. Så bankede det igen. "Så kom dog ind."
Nu gik døren langsomt op. Og ind kom ingen anden eller ringere end prikken, som nu var blevet til en faretruende stor prik. Men det viste sig nu snart at der langt fra var noget af være nervøse for. Prikken var alletiders svirebroder og gammel autoophugger fra Mors med speciale i management, manipulation og skånsk jordbærsyltetøj. Egon Klaff genkendte øjeblikkeligt sin gamle amis; hvor var det dog dejligt at se nogle nye prikker, og desuden var der jo nu såvel en spæk- og billed- som en autoophugger i selskabet. Men prikken havde et lille ærinde førend hyggen kunne begynde. Prikken skulle nemlig lige slå en streg. Da den kom tilbage gik snakken muntert. Egon Klaff mindede prikken om dengang han fik bank på en Brugs, og om dengang de ikke kunne finde vej og kørte ind på Esso og spurgte efter Gulf. Hvad prikken angår gennemskuede den hurtigt at Tjære og Egon var brødre og morsede at de lignede hinanden i tastatur. "Røvhul", tænkte Egon. Han havde alligevel aldrig kunnet fordrage den opblæste prik. Med ét udbrød Brødristeren, som længe havde forholdt sig tavs, et nifoldigt Heureka; han havde løst gåden, som den nu afdøde Stripperkonge (han lå og rådnede ovre i hjørnet) havde stillet. Brødristeren havde benyttet sig af alle de rigtige metoder såsom algebra og kabbalisme, så det var ganske vist at sætningen betød: "sjældent kommer flue i døende mands fad." Det var nu løgn og latin, for der var mange fluer i Stripperkongens fad. Alligevel lå det mystiske mundheld som en uhyggelig ærtesuppe over igloens udsøgte lille selskab. Sagen var nu den at prikken ikke var kommet for ingenting og da slet ikke som blot en parantes i historien. Den var kommet med en besked, der en gang for alle skulle sætte punktum for en gammel historie, som især Tifany Schmidt-Jensen og Brødristeren Helmuth bestemt ikke brød sig om at huske...
"Jeg har løjet for jer alle altid og så igen", sagde prikken, "jeg er på ingen måde den, jeg hele tiden har påstået at være. Ikke-nikke-nejevitj - for nu at citere navnkundige Nikolajevitj Eshkol. Jeg er nemlig prikken over i'et." De stirrede alle på prikken og overvejede betydningen af denne nye udvikling." Prikken over i'et. "Nej", brølede Brødristeren, som i sine unge dage havde studeret retstavning og iøvrigt sunget utroligt smukt. "Nej, der er ikke nogen prik over i'et. Overhovedet ikke. Ellers...ja, så er der to prikker over i'et..."
Det, der nu skete, var ganske overordentligt mærkeligt og besynderligt på en gang. Prikken, der nu var blevet klar over, at den ud over sin egen lille - men dog meget grundige - livsløgn og løgn overfor alle andre, var noget som ikke eksisterede, forsvandt med et lille puf; idet den jo som sådan ikke var - med tilbagevirkende kraft. Prikken var åbenbart noget ingenting, som selv havde troet at den var noget, og som havde bildt alle andre ind, at den var noget andet. Men så let skulle det ikke ende.
"Nej", sagde Tifany, for det hende der i øjeblikket sad med overblikket. "Det kan godt være, at der ikke er nogen prikker over i'et, men så er der jo slet ikke to prikker over i'et. Ha-ha-ho, Brødrister, der lagde du vel nok en fælde og en kage for dig selv at glide i." Brødristeren så lidt disorienteret ud, han kunne jo godt se, at hun havde ret, men han vidste ikke, hvilken betydning det ville få. Det viste sig imidlertid ret hurtigt. På grund af Brødristerens lille (eller nok ret store) tanketorsk gik det hele lidt i ged. Prikken genopstod nemlig med det vuns, som om intet var hændt. Eller i hvert fald tilsyneladende som om intet var hændt.
Efter lidt tid så de alle med al mulig tydelighed, hvad der med prikken var hændt: Den havde fået fuldskæg og tykke, tykke solbriller - en ellers god beskyttelse imod sol i øjnene. "Jeg er ikke prikken over i'et (længere)", sagde den. "Du sagde lige før...", brød Brødristeren ind, men blev straks afbrudt af den nu selvtillidsfulde prik: "Hvad jeg sagde før er uden betydning, eller i hvert fald af samme slags betydning, som din latterlige fejl, så nu slipper du ikke for mig - og glem så ikke hvilken fremragende svirrebroder jeg er."
Og det var der jo ikke så meget at sige til. For sådan var det jo. Hvilket blev understreget af at han beskyttede sin anale indgang imod lort ved hjælp af kapsler af anti-lort - godt nok produceret på licens i nærheden af Ribe, men sådan skulle det jo nok være. Brødristeren lod sig imidlertid ikke slå ud af dette nye noget. Han kiggede ondskabsfuldt på prikken og sagde: " Jeg har medbragt stiger, for at vi kan jage snegiraffer. Lad os alle jage." Og sådan blev det. Spejdende efter giraffer, frydede Brødristeren sig over, hvordan prikken havde tænkt sig at jage en giraf, da denne jo ikke besad evnen til at kravle stige. "Ha, ha", tænkte han grumt. Han dryssede flormelis ud over isen, thi det syntes girafferne vel om; altimens en isbjørn stille sad i et hjørne af indlandsisen og makulerede fortrolige dokumenter med sin store velslebne, velskabte og på alle måder sensuelle pote.
Brødristeren fandt en cylinderlås frem. Han kiggede længe på denne besynderlige indretning. "Cylinder...mmmh", tænkte han glad. Derpå fyldte han den med tændvæske, og fordelte den på isen med melisen, anvendende fantastisk lim, for at få lidt hold på det hele. "Prøv noget placebo - det er et pisse-godt produkt", sagde Egon til ham; og nærmest som i trance indhalerede han den ene kassette placebo efter den anden, altimens hans hoved blev mere og mere grønt. Efter lidt tid var det faktisk bare grønt. Hvad ingen af dem lagde mærke til var, at oppe på en bakke stod tre pisse myrer, og pissede en lille sø af isterninger til whiskyen. Og hvad værre var: prikken sad fast i et bundt velchro; altimens Tjære konstaterede, at ledningsnettet ikke passede overhovedet...
"Endelig!" tænkte Tifany, "Langt om længe skal det vise sig, om denne tur til antarktis - denne nazistiske nederdrægtighed af en plan- skal bære frugt." Hun havde ventet længe, alt for længe vil nogen mene, på dette øjeblik; men nu så det ud, som om alt endelig gik op i en højere enhed. Tifany så på opstillingen; alle på holdet så ud som de toptrænede, højtmotiverede og nidkære girafjægere hun for kun 14 dage siden havde rekruteret fra Partiets bedste girafjægerskole i Nürnberg.
Det havde ikke taget dem lang tid at finde spor efter giraffer, og nu - efter en kort venten - var den første girafklub dukket op. Tifany sad på bænken og fulgte spændt med; nu skulle det endelig vise sig, om deres træning var tilstrækkelig, eller om den blot var en febervildelse i en syfilis-plaget hjerne. Holdet fulgte hendes instrukser til punkt og prikke: Brødristeren vart skudt med frem fra sin centrale position, og på fløjene oksede Egon og Tjære frem på hver deres stige. Girafklubben var hurtigt tvunget i defensiven, og Tjære tog et træk ind i det glatte område foran giraffernes dominerende han. Trækket blev desværre lidt for langt, og Tifany måtte se bandende til, mens Tjære for vandret gennem luften på sin stige. "Vi må have længere knopper på stigerne" tænkte Tifany. På venstrefløjen var Egon dog gået ned bag det glatte område, så han lå parallelt med den dominerende girafhan, og Brødristeren skyndte sig at strø flormelis ud foran sig, for at trække de forsvarende giraffer til sig. "Perfekt! Nu skal den bare i kassen! Kom nu! Immer weiter! Immer weiter!" råbte Tifany. Egon kunne ikke høre, hvad hans Fører sagde, men han kunne sit kram; det var trods alt ikke den første girafklub han var oppe imod. Han undgik behændigt en fremstormende giraf med nr.4 på ryggen, og med lidt fikst stigearbejde fangede han den, De besejrede giraffer fortrak, og Tifany beordrede holdet med den fangede giraf tilbage i iglooen, hvor hun til alles glæde og overraskelse havde fremtryllet 100 kasser øl. Mens de drak de første 40 kasser roste Tifany dem for deres fremragende teamwork, og de sidste 60 kasser blev drukket til lyden af hendes hånende latter. Hun stod stadig og pegede skadefro på den fangede giraf og kaglede som en gal, da de andre gik i bad og lige så stille begyndte at overveje, hvad Tifany skulle med giraffen, og om de mon skulle hjem nu. Tjære mente de da skulle i Studenterbaren først, mens Brødristeren og Egon var ret sikre på, at den først åbnede om ca. 50 år.
Men hvor var prikken nu i alt dette noget? Var den glemt. Af nogen måske - men ikke af Brødristeren. Prikken var jo - værende prik - utroligt velegnet som fodbold, den havde godt nok ikke de karakteristiske femkantede pletter på sig med hvidt omkring - men alligevel. På Sydpolen var der jo nok af hvidt stads. Og det var den meget bevidst om. Det var Brødristeren imidlertid også, og hvad mere var var: det der lige var foregået var overhovedet ikke en fodboldkamp. "Nu er det tid", sagde Brødristeren skæbnesvangert. Hans lidt dristige, men dog ikke helt gennemtænkte plan var, at give prikken et bad - som vanen var efter en fodboldkamp - og igennem bruserhovedet stopfodre ham med bitter-mandel-smagende Zyklon-B. Prikken ville have morderligt svært ved at unslå sig, idet den selv kun overlevede på den løgn, det var, at de lige havde spillet en fodboldkamp.
Under alle omstændigheder ville det blive prikkens endeligt - i hvert fald ifølge Brødristerens plan. Han grinede meget ukontrollerbart, men kun indeni - for ikke at virke mistænkelig. "Nu skal du brødristes, som kun få er blevet det før dig!" Det var imidlertid ikke rigtigt, men det vidste han jo ikke. Men først skulle giraffen halshugges, og det indebar nogen - for dem alle - helt åbenlyse problemer. Ellere rettere et åbenlyst problem: hvor hugger man? Alt for mange muligheder kan ofte være en uovervindelig barriere, når man skal halshugge giraffer, som det gamle jungleordsprog siger. Brødristeren stod lidt rådvild med sin sabeltigersabel: "Hvordan gør vi nu lige det?".
Problemet voksede og voksede, altimens de alle bare stod og kiggede håbende på at en anden ville tage initiativet og dermed ballen hvis noget gik galt. Men problemt løste sig selv. Henved 177 cm oppe af giraffens så smukke og dog meget maskuline hals gik en lille dør tilside og ud steg Myrer-sluger-Benny fra det ydre rum - han var ganske plettet og desuden mariehøne. Mariehønen Myrer-sluger-Benny fra det ydre rum satte dem hurtigt ind i situationen. Igennem de sidste par timer havde han jagtet tre pisse myrer fra den ene ende af galaxen - der dog ikke var ganske langt borte - vel et par hundrede meter i lige linie - og hertil. Og nu ville han fange dem - plet eller ej. Og Tifany og co. havde jo netop både set og undret sig over disse sære pisse myrer. De var den egentlige grund til al deres vånde. Men ikke-nikke-nejevitj mere, tænkte de alle som en. Nu skulle det være slut.
Og sådan sluttede det så.