- hvor man bla. kan læse om tre ufaglærte ungersvende, om Mogens og en bondemand med en pisk; om den vanvittige fräulein Braun, luderne i Dresden og meget mere.
Engang for ikke så længe siden var det sommer; midt på eftermiddagen; ved vandet i en by som frygtelig gerne ville være stor. Her boede tre ungersvende som havde det samme kedelige arbejde og som derfor mente at lidt forandring nok var på sin plads. En skønne dag sad de på deres dræbende daglige dont da den ufaglærte konditor hr. Grøn fik den gode ide at tage en tur til Sydpolen. Det var et forslag som de to andre der sad og vred sig i fortvivlelse, ikke kunne sidde overhørig. Det blev besluttet at den ufaglærte slotsforvalter Urban hurtigt skaffede en vogn i farverne beige og naturel, at hr. Grøn lynsnart fyldte tanken med brændstof og at den unge ufaglærte student Euzkadi Ta Azkatasuna stod for proviantering i form af øl og sportstun. Nu smagte hele menageriet jo lidt af eventyr, og som alle i gode eventyr var der ikke plads til ventetid. Rejsen måtte snart finde sted. Der stod et billede af en Mogens på hans bord; hr. Grøn nynnede lidt og opgav det, fløjtede, opgav så også dét, vendte sig, vendte sig om igen og lod sine bebrillede venlige øjne hvile på en kakerlak som rasende trodsede tyngdeloven og svævede to centimeter fra loftet i den afskyeligt desinficerede kontorbygning. I det øjeblik vidste hr. Grøn som til enhver tid tog synet af kakerlakker som et tegn på vovemod og halsstarrighed, at de tre måtte tage af sted allerede ved næsten daggry.
Så var det en smuk sommermorgen. Kornmodningen var forlængst lynsnart tilendebragt, og vejen ned til Euzkadi Ta Azkatasuna var helt dækket af asfalt og hvide striber. Det var så behageligt, så renligt at gå på dette velodromtæppe, syntes Urban og hr. Grøn. Sammen var de på vej ned til den unge student, hvor de aftenen før havde parkeret det brændstofmættede folkevognsrugbrød. Allerede i trappeopgangen til Euzkadis lejlighed mærkede hr. Grøns fintfølende næsebor hvorledes en aggressiv stank af ungdommeligt overmod og sprut trængte ind i kroppen og forvandlede den tilstedeværende fornemmelse af frisk, ny natur til en saga blot. Det var en lise at føle sig så godt tilpas igen, nikkede de to samstemmende til hinanden. Urban ringede på døren, og ingen lukkede op. Nok en gang trykkede han på dørklokken førend de to genvandt fornuften og i fællesskab hentede brandslukkeren, som de ved hjælp af en snedig anordning fik sat i spænd mellem trappegelænder og dørklokke. Alt i mens den nu permanente kimen gik for sig, satte hr. Grøn og Urban sig uden for og røg hver 3 cigaretter, spiste 7 hashkager og læste 12 pornoblade til ende. Da åbnede Euzkadi vinduet, kaldte dem ind og kunne søvndrukkent præsentere dem for alskens godter og habengut, for sandelig havde han været flittig og brugt tiden godt. Hele stuelejligheden, Ground Zero, var fyldt med øl og sportstun i lange baner og til den store guldmedalje. I dét øjeblik vidste den kakerlaktraumatiserede hr. Grøn at de endelig var klar til at tage af sted.
Ikke mange minutter efter begav ekspeditionen sig på vejen mod Sydpolen. På fortovet mødte de en bondemand der kørte med et læs lort, og fik lov til at sidde op. Så lagde de sig på ryggen i lortet og så op på den skyløse himmel. Den første halvmilsvej lå de og lod deres tanker gå og komme som de ville, de var forøvrigt ikke meget forskellige, de fleste kom og spurgte om hvordan tre mennesker kunne være så ubegribeligt ulækre, og gik og forundrede sig over at de kunne være en underholdende beskæftigelse sådan at ligge i et godt gammeldags læs lort. Men så pegede bonden med pisken efter et stormagasin en fjerdingvej borte og sagde, at det lå omtrent en fjerdingvej borte, og så kom de gode sydpolensfarere op af lortet og stirrede ængsteligt efter stormagasinet, fik en underlig følelse af beklemthed, forsøgte på at forestille sig at der nok var lukket, men blev hårdnakket trukket ind i den forestilling at der var mange kunder, og kunne ikke komme ud af den igen, uagtet Euzkadi Ta Azkatasuna talte hvor mange femmes fatales og defekte grusdynger han kunne se langs vejen. I dét øjeblik fik hr. Grøn øje på en kakerlak i lortelæsset og forstod at de i den grad var kommet på vildspor. Dette var jo slet ikke meningen. De sprang af vognen, takkede bondemanden med et smækkys og løb i rask trav tilbage mod Euzkadis lejlighed, thi her holdt folkevognsrugbrødet og ventede. Snart nåede de frem og hr. Grøn satte nøglen i tændingslåsen og så var det ellers af sted sydpå.
Åh, den skønne lyd af frisk brusende øl, nikkede Urban og Euzkadi Ta Azkatasuna samstemmende til hinanden, for således var det. Hr. Grøn sad nidkært og koncentreret bag rattet med sin blå Haderslev Boldklub-hue på hovedet mens de to unge ufaglærte og kørekortsfri sad bagi og nød den første svalende øl til tonerne af Snacks' store rejsefirserhit: "Du tager med mig til Tyskland på autobahntur/til Rostock, Baudzen og Regensburg/og det' ok med mig hvor end vi kører hen/så længe jeg stadig er landfast med mig selv." Ja, sådan burde det altid være, tænkte Urban og Euzkadi og lo noget så hjerteligt.
Samme dags aften var folkevognen nået syd for byen F til skamlingsbanken efter et veludført sandt trafikraseri. De var enige om at en sådan mulighed for at føre den hemmelige delplan ud i livet ikke måtte forpasses, at slumptræf var noget fanden havde skabt og at lykken står den kække bi. Men som Urban præcist bemærkede, så var det blevet mørkt og vognen begyndt at slingre mere og mere, naturligt nok ligefremt proportionalt med det antal øl hr. Grøn høfligt hældte indenbords. Så hvorfor ikke overnatte her og så dagen efter udføre projektet? Sådan blev det; de fandt en grøft at køre ned i hvor vognen standsede brat af sig selv, hr. Grøn sluttede sig til de andre og sammen åbnede de tre én øl, røg ti Prince Lights og en lynlotto. Ja, nu skulle der rigtigt fortælles historier.
Urban åbnede ballet med en fortælling som han havde hørt fra sin far, som igen havde hørte den fra sin far, som havde hørt den sin far som havde mundaflæst den af justitsråd/lokomotivfører Hans van Steenwinckel den yngste. Euzkadi og hr. Grøn kendte historien ud og ind men mente nok den var meget hyggelig, og således lod de som ingenting og vedtog i stedet den pligtklausul, at der efter hver sætning skulle indtages siger og skriver een øl. Nu kunne Urban begynde på sin fortælling som gik nogenlunde som følger:
"Der var en gang et landt hvor der bode kuns toe, netop Dmitrir og hans gode ved Franz Kæftka åså dærs øretøvehentydende scäferhundt Vagn.Vagn., som nogen lunde hvislet. Ellers hvislet den aldrig. DetVil sige, der var åså en mass andr, man dem kunde de ikke se, fordi di allsammn kørte i biler, og biler kunde di ik se. En dak gig Franz Kæftka over asfaltgaden, da han fornemmet at der var noget på fjerde deråvr. Det var en flue som han levt a. Pludselig hørte han en dytlyt. Franz kigget sig omkreds men der var ingen at se. Han gig videre. Pludselig hørte han en dytlyt. -Nejnu, tænkt han. Det var dog den stivest. Men nu ku han godt se någet stige ud ad en usynlimg bil. Det var en fremmet, tænkt Franz. En vaseægte fremmet. Han kigget ikun af ham. Men se - nu talt den fremmet. -Har do nået tændvæsk? spurgte den fremmet. -Hvorfor kommr du fremmet hit? nærmest svaret Franz Den fremmet gloed på ham med åbn mundt. Han lined godt nok en maddematik(tik-tik-du er den-)- syntes Franz. Han loe for svi selv. -Har do nået tændvæsk, så? spurgte den fremmet rasende. Men Franz fnejs og piftet på Vagn.Vagn. som snart kom hvislent. Ellers hvislet den aldrig. - Her er min hundt og hvis du vil någet kadusååsgotsidetmendsdener her, gænket Franz. - Fy få den lede, fremstormede den fremmet. Han va rræd. - Så så, hvisket Franz. - Thi det kan jeg sågar ik svaretsej på ud. Men hvis du kigget derå kan du se en hydde. Der må du aldrig gå ad. Men den fremmet blev mysherrig og villevide va der mon var i hydden. Selvsamme nat, i lys af dørken, drønet han derå i sin usymligt bil. DenFremmet åbned døren til hydden...og se ud væltedt det fineste bunk tændvæsk tænkes kan. Da Franz Kæftka og Vagn.Vagn. kom hjem hos Dmitrir kan det nok være at de fik sig en god latter; for Franz havde fået sign flue og den fremmet var skredt igen i pur afgodt. Nu hvislet Vagn.Vagn."
Det var vel nok en god historie, var de tre ungersvende enige om, ja de havde undervejs klasket sig på lårerne af grin og fløjtet små korte anerkendende toner ved højdepunkter. Hr. Grøn ville så gerne have fremført noget af sin fineste poesi, men længere end "Serviet/serviet/nej nej..." nåede han nu ikke før han som sine to rejseledsagere faldt ind i en dyb velfortjent søvn.
BUMM! lød det ude fra engen. Euzkadi vågnede brat og så sig forskrækket omkring. Han puffede til Urban som endnu lå og sov omme bagved. -Hvad er der? mumlede Urban. -Jeg drømte lige så rart om Nancy med de lange, lange gåstøvler som hun brugte til at... -Jaja, afbrød Euzkadi. Jeg ved det. Men prøv lige at høre efter engang. -Men Nancy har... -Ssh, jeg ved det. Lyt nu. Der var stille som i et gravkammer. Uden for var solen stået op, og kun et øjeblik galede en hane i det fjerne. Så kom stilheden igen. De trak vejret dybt og lyttede spændt; ingen sang. BUMM! -For hulen da osse...men hvor er hr. Grøn? råbte Urban. De for ud af døren og løb et stykke ned ad engen. Et minuts penge var stilheden lang. Så fik Euzkadi øje på en blå hue der kæmpede sig op over bakkekammen. Snart kom hele hr. Grøn til syne og de kunne ånde lettede op da de forstod at den storsmilende ufaglærte konditor blot havde forrettet sin nødtørft, hvilket i hans tilfælde betød noget helt særligt. -Åh, du har fyret af? brummede Euzkadi. -Jaaah, næsten nynnede hr. Grøn. -Mine artiskokraketter. Mine to morgenartiskokraketter...jeg skal gi' dem, ska' jeg. Der blev ikke talt flere overflødige ord; de tre fulgtes tilbage til folkevognsrugbrødet, fik det gule campingbord hevet ud af bagagerummet, samledes omkring det på hver sin røv og spiste noget sportstun til en kølig morgenbajer. Efter måltidet mente Euzkadi at det vel nok var på tide at føre delplanen ud i livet; han kiggede spørgende på de andre i håbet om at bare èn af dem kunne huske, hvad det var den gik ud på. Det var ikke tilfældet. Hmm, brummede han taktfast og kokrødt. -Så må vi gå andre veje, pustede Euzkadi. Og således blev det. De smed tøjet og dansede nøgne rundt i engen med hver et glas mælkebøttevin i hånden i et kvarter og en time. Så havde de fået nok af den leg, som en orlogkaptajn fra Hundige i sin tid havde fundet på som et middel mod onde drot og marsk. Det havde gjort godt og tjent dem vel, men vel også lige i overkanten, så nu klædte de sig igen på, pakkede bilen, fik skubbet vognen op fra grøften og kørte videre.
En formiddag flere dage senere spadserede Euzkadi, Urban og hr. Grøn i en have med deres spankulerstokke. Efter mange døgns uafbrudt kørsel havde den beduggede konditor forlangt en pause; de andre måtte modvilligt og knurrende samtykke. Nu standsede han så vognen og steg ud ved en rastaplads nær byen Wismar, hvor Urban hårdnakket og knastørt påstod at der engang havde ligget en republik. Det var nu ikke helt korrekt, mente hr. Grøn, man kendte vel sine traktater på travet. En smule vred var han så uden mål og med fortsat lige frem - en vane han havde pådraget sig under sit ophold som krigskorrespondent i Amsterdam under 2. verdenskrig - og vandret fluks ind i fräulein Brauns baghave og her stod han så. Kiggede sig lidt omkring og brummede lidt, satte sig ned, de to andre kom halsende efter. Da havde fräulein Braun fået øje på hr. Grøn og kom ud af udhusets sammensunkne klunkedør. Hun bøjede sig mod ham, rakte ham den ene hånd og holdt den anden for sine øjne og græd. Hr. Grøn trykkede hånden mod sin Haderslev-hue, idet han rejste sig, hun løftede hovedet og han kyssede hende på panden. Hun så op på ham med monokelskeløjet, smilte og mumlede: "Garmisch-Partenkirchen." I mellemtiden var Euzkadi og Urban prustende nået frem og havde set og hørt hele miseren. De kunne se at hr. Grøn tydeligvis var paralyseret, så de nikkede til hinanden og sang hende en bloddryppende skillingsvise om skildpadden Chelonia og dens lange lange tørtidsdvale. For nok var fräulein Braun øjensynligt vanvittig, men samtidig var hun jo også lidt lækker, så med denne svalende trøst af en vise kunne de med god samvittighed slæbe hr. Grøn med sig og vende tilbage til vognen. "Sindssyge kvindemenneske", mumlede Euzkadi. Således blev det, snart var de igen ud på autobahnen og fjernede sig fra Wismar-distriktet mens mørket sænkede sig over jorden.
De tre sydpolensfarere kørte uimodståeligt godt de følgende tre døgn, før de nåede Dresden. Euzkadi fortalte historier om sin gamle sløjdlærers forhold til planter såsom bakkenelliker og gemserod. "Hvad skal vi overhovedet stille op med de her rodfrugter?" fortalte Euzkadi, hvilket selvfølgelig vakte stor latter hos Urban og hr. Grøn. Urban tog over med tvivlsomme beretninger om sine eskapader på Davis Cup-holdet anno 1995, om Gambias gesandtskabs kvindelige halvdele og om dengang han havde slået flik-flak sammen med Hans-Dietrich Genscher. Hr. Grøn kunne underholde med sin sandfærdige fortælling om dengang han spillede skak med og genmanipulerede hertugen af Brabant, manden der opfandt øllet. -Hov, vent, udbrød Euzkadi. -Jeg får en idé. Vi kunne jo åbne nogle flere øl og så drikke dem og så spise noget sportstun hvis vi skulle blive sultne og så skylle det ned med nogle øl eventuelt... De andre var bragende enige og gik igang. Imens foredrog Urban med endnu en af sin slægts arveskrøner, en skrøne Euzkadi og hr. Grøn kendte bedre end godt var og vurderede som pissetræls. Men det fandt de råd for. Reglerne var nu at der mellem hvert tegn - også mellemrum - skulle drikkes siger og skriver een øl. -Der var en gang for længe sidn i et langt landt som klates for "Hjulmandens landt"., begyndte Urban. De andre satte sig godt til rette og drak de første øl.
"I dedde ganske lange landt bode kuns toe - Dmitrir og hans ved Frans Kæftka. Og så et sgaddeministerium som ikke rigtig viste hvad var. De enest der bod der udover Dmitrir og hans ved Franz Kæftka var en schäferhundt, den øretøvehenbydende Vagn.Vagn. Det enest som Vagn.Vagn. formåede at fremstemme var en hvislen og læflen når en fremmet dukket op. Ellers hviflet den aldrig. En skønne dak, da Dmitrir og Franz Kæftka stod og våged på kanten af landtet, som var en æ, opdrev de en fremmet i det fjerne i horigrafen. Franz Kæftka gav et spjæt og Dmitrir et pip i ren og skæn fornøjels. - Hvorfor vil den fremmet her? spurgte Dmitrir. - Hin vil sikkert eksplodér den æ, svaret Franz Kæftka, og syntes at han var en smugle mer kloger' end mand afvis går rundt og forestårk sig. - Denn...stammed Dmitrir, men blev pure overhørt. Da den fremmet kom i landt på æen spurgte de toe hvorfor den fremmet ville her. - Jeg a kommer her for at ryge læssevis af cigarat, svaret den fremmet resolutt. - Gør du kun ikun dét, fremmet, men du skal ikke prøve på at undersøge hvad vi har i vores hydde mit på æen. Men denfremmet blev mystherrig og ville fidde ud på hvad der mon var i hydden. Så samme nadt, i lys af stilheden, gig den fremmet hen til hydden og åbned dæren. Og ud væltedt de fineste farvand i mandts minde. Det kan nok forstoes at Dmitrir og Franz Kæftka fik sig en latter, da de næsdte mårn fandt ud på, at den fremmt var skredt igjen i pur forskrækkels."
Åh ja, hvor havde det været en god skrøne, men også en lang skrøne. Da de kom til sig selv opdagede de at folkevognen stod stille, parkeret på ludergaden i Dresden. Meget meget fulde som de var skubbede de døren til side og råbte efter skøgerne. "Hübsche Inge, wo bist du?" i taktfast kor. Men de ludere der turde nærme sig sydpolenskareten fandt hurtigt ud af at ingen af de tre ejede kongens mønt og gik igen. Omsider væltede de ud af døren og han, han og han gik bort over den grønne parkeringsplads mod en bierstube med den gulnende rug, de fulgte ludergaden, der løb der igennem. Hr. Grøn gik foran, ganske langsomt, og så over skulderen tilbage på de to andre, og de kæftede løs og lo. Jo længere de kom ned ad gaden jo mere kom forvrøvlelsen imellem, snart kunne de ikke ses mere. Sydpolen må så vel vente, monstro.